I dag blev dagen, hvor vi forlod New York og vendte snuden mod Washington D.C. Dagen startede med, at vi spiste morgenmad med Marias forældre og fik os et bad. Gitte, Erik, Martin & Julie bor i en lejlighed i New Jersey, hvor de har en fantastisk udsigt, og det fik vi oven i købet også fra vores “låne-værelse” i lejligheden, så det var lækkert at kunne ligge og kigge på New York City, da vi gik i seng! Det er en meget smuk by, synes jeg! Efter morgenmaden kørte vi så fra New Jersey. Turen til Washington burde kun have taget knap 4 timer, men den endte med at tage omkring 5 en halv, da der som sædvaneligt var vejarbejde og kø på det meste af strækningen. 

Da vi ankom til Washington ca. kl. 16, gik vi først ned og så Det Hvide Hus, hvor præsident Barack Obama & førstedame Michelle Obama bor. Det var et kæmpe stort hus, nærmest palads, de bor i, med et kæmpe springvand udenfor. Dog kan man ikke lade være med at tænke på, hvor træls det må være ikke at kunne være i sin bolig i fred, da der nærmest ikke var nogle steder, hvor offentligheden ikke kunne kigge ind!
Dernæst gik vi hen til Washington Monument & World War II Memorial, som begge ligger under en halv kilometer væk fra Det Hvide Hus. Washington Monument er rejst som en hyldest for George Washington, USA’s første præsident. Monumentet er 169 meter højt. World War II Memorial er et mindesmærke som George W. Bush fik oprettet for at hylde soldaterne fra 2. verdenskrig. Derefter gik turen til National Museum of American History, som er et blandt mange gratis museer i Washington. Her er der flere udstillinger om krigene, som amerikanerne har været involveret i, alt fra første verdenskrig til Korea-krigen. Det fandt vi rimelig interessant, så vi kiggede lidt i krigsafdelingen, hvor jeg også købte en Dog-tag halskæde. Den kostede 7,5 $. Til slut gik vi hen mod The Capitol, som fungerer som sæde for USA’s kongres, den lovgivende gren af USA’s regering. Også en stor og imponerende bygning!

Her til aften har vi kørt ud til vores hotel lidt udenfor Washington, som hedder Quality Inn. Vi havde frygtet det værste, men værelset, omgivelserne og hygiejnen er i top, så vi er glade og tilfredse! Hotellet ligger mellem en masse restauranter, så det var nemt at få aftensmad. Nu ser vi Venner og er snart på vej i seng! I morgen skal vi nemlig mod North Carolina, hvor to nye stater skal udforskes og opleves 🙂

Daniel

IMG_3158IMG_3170IMG_3190IMG_3223IMG_3226IMG_3232

(Beklager for de skæve billeder)