Hollywood Boulevard, Venice Beach, La Brea Tar Pits & The Grove

Tre dage i Arizona

Så har vi endelig fået internet igen! Vi har ikke haft net de sidste 4 dage, så det er derfor, vi slet ikke har skrevet her på bloggen. Derfor skriver jeg lige kort om, hvad vi har lavet de sidste 4 dage plus en masse billeder.

Mandag forlod vi Los Angeles og kørte mod Arizona. Det skulle så vise sig at blive feriens dårligste dag(!). Da vi var kørt ind for at tanke først på dagen, opdagede vi, at plastik-delen under fronten af bilen var helt smadret og ved at falde af. Vi ringede selvfølgelig til Avis, vores biludlejningsfirma, som ville sende en truck, så de kunne få bilen repareret, og vi kunne få en ny. Vi blev kørt til det nærmeste Avis-kontor, som tilbød os en Mazda i bytte for vores Ford Mustang. Det var vi selvfølgelig ikke helt tilfredse med og bad derfor om en anden bil. Her fik vi at vide, at vi skulle køres til den nærmeste lufthavn, for at få en anden bil, da de ikke havde andre. Men da vi havde betalt ekstra for at leje Mustang’en, ville vi selvfølgelig have sådan én igen, så vi sagde ja tak til at blive kørt til lufthavnen. Det viste sig, at lufthavnen (Ontario) lå i Los Angeles, hvilket der ikke var nogen, der havde valgt at informere os om, før vi nåede dertil. Så vi blev altså lige kørt 100 km. tilbage til der, hvor vi kom fra…. Og for at gøre situtationen endnu mere latterlig, så havde de selvfølgelig heller ingen Mustang, som vi kunne leje i Ontario. Og Avis-medarbejderne var i øvrigt ligeglade med, at vi havde betalt tillæg for at få en Ford Mustang. Så vi endte op med en Hyundai. Det er en ganske udemærket bil, men vi ville nu hellere have haft den gamle! 😉
På grund af problemerne med bilen, havde vi selvfølgelig travlt med at få kørt de 500 km., som var dagens mål. Derfor endte vi med at køre i det sorteste mørke på Route 66 – midt i ørkenen og højt oppe i bjergene i de skarpeste hårnålesving. Men vi klarede det, og vi så tilmed både vilde æsler og vilde køer, som pludslig stod foran os i mørket, midt på vejen.

Tirsdag skete der ikke det helt vilde. Vi kørte det meste af dagen for at nå til Flagstaff, som ligger tæt på Grand Canyon. Da vi kom til Flagstaff, tog vi i mall, hvor Daniel købte et par sko. Om aftenen kørte vi ind til centrum af byen, hvor hovedgaden i øvrigt også er Route 66. Her spiste vi på en lokal bar og gik rundt i den hyggelige, lidt western-agtige by.

Onsdag tog vi til Grand Canyon. Her lejede vi cykler, så vi kunne komme rundt i området. Grand Canyon er 446 km. lang og 29 km. bred, så man får set lidt mere på cykel, end hvis man går rundt. Og sved på panden fik vi også! Der var nemlig mange bakker, de fleste af dem var lange og med en hældning på 8%. Men det var sjovt og hyggeligt at komme ud og cykle, og vi fik set en masse. Grand Canyon var så smukt! Det er utroligt, at den kæmpe, mangefarvede kløft er noget, som naturen selv har skabt. Det var en fantastisk oplevelse, og selvom jeg har været der før, så var jeg også helt vildt imponeret af stedet 2. gang. Billederne siger det hele.

I dag har vi sat kursen mod Zion National Park, som ligger i Utah. Lige pt. er vi på hotel i St. George i det sydlige Utah. Vi har i dag kørt over Colorado River, som løber igennem flere stater, bl.a. Colorado, Utah, Arizona og Californien. Der var rigtig flot! Til frokost spiste vi på en restaurant midt ude i ingenting, men med rigtig god udsigt iblandt de røde bjerge. Da vi kom til St. George, hoppede vi i poolen med det samme. I 40 graders varme er det bare dét, man har aller mest lyst til! Her til aften har vi spist på lækkert steakhouse og hygget på hotellet. Godnat fra Utah 🙂

Maria

IMG_3975IMG_3979IMG_3992IMG_4039IMG_4016IMG_3998IMG_4022IMG_4027IMG_4056IMG_4065IMG_4079IMG_4101IMG_4165IMG_4180IMG_4202IMG_4209IMG_4224IMG_4236

1

  • Ann

    Hej Maria og Daniel, ja så er de 6 uger smuttet afsted – håber I har nydt det fuldt ud – fed oplevelse for jer 🙂 Håber I får en god hjemrejse, SES. I er velkomne til at kigge forbi på lørdag til Lea´s fødselsdag (eftermiddag + aftensmad), hvis I har tid og lyst. God tur hjem, kh Ann

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hollywood Boulevard, Venice Beach, La Brea Tar Pits & The Grove